Coronavirus og den totalitære fristelse

Den pågående “coronakrise” har ført til politisk panik i Danmark: Folketinget og regeringen besluttede i torsdags, den 12. marts, at vedtage en lov, der giver regeringen ekstreme beføjelser i kampen mod den truende epidemi. Desværre har alt for få stemmer rejst sig i protest mod denne totalitære udvikling: samtlige såkaldt borgerlige og liberale partier støttede lovforslaget, og ingen etablerede debattører eller tænketanke har, så vidt jeg ved, kritiseret indførelsen af de facto undtagelsestilstand i landet. Kun min gode ven Uffe har løftet stemmen på sin blog liberaletanker.dk, og den uforlignelige Lars Andersen har produceret nogle fremragende videoer på sin youtube-kanal.

Det er alt sammen godt, men jeg vil nu gerne give mit eget besyv med. Jeg er langt fra ekspert i virologi eller medicin i det hele taget, men det er i sig selv en misforståelse, at der her er tale om en rent medicinsk krise. Tværtimod, det er primært en social og politisk krise: hvordan skal individet og samfundet agere under en epidemi, og hvad er statens rolle i den situation? Som sådan er det naturligvis nødvendigt at se på dels det etiske aspekt, er det overhovedet moralsk forsvarligt, hvad de har gjort? dels at se på hvad konsekvenserne af regeringens tiltag vil være, og hvad alternativet er.

Det etiske spørgsmål er naturligvis det primære, og det er det, jeg vil fokusere på i dette indlæg. En analyse af de mulige økonomiske konsekvenser af loven vil jeg lægge op om et par dage.

Det totalitære kup

For at begynde med det politiske, så gennemførte folketing og regering i torsdags et regulært kup. Folketinget hastebehandlede og vedtog enstemmigt en lov, der giver sundhedsministeren beføjelser svarende til en enevældig monarks. Nogle af de væsentligste ny beføjelser er følgende:

  • § 1, punkt 6: Sundhedsministeren kan tvangsindlægge, tvangsbehandle og tvangsisolere enhver, der har en “alment farlig sygdom” eller som “formodes at kunne være smittet med en sådan”
  • Samme punkt: Han kan forbyde forsamlinger, indendørs som udendørs, offentligt som privat; og han kan for at kontrollere dette beordre politiet til at tiltvinge sig adgang til privat ejendom uden retskendelse
  • § 1, punkt 7: Sundhedsministeren kan beordre “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen.”
  • § 1, punkt 15: Sundhedsministeren kan forbyde adgang til offentlige såvel som private sygehuse og plejehjem
  • § 1, punkt 16: Ministeren kan “fastsætte regler om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer.”
  • § 1, punkt 25: Ministeren kan tvinge folk til at udlevere personoplysninger og bruge dem efter sit forgodtbefindende
  • § 1, punkt 26: Han kan gennemtvinge lukning af private og offentlige skoler, institutioner o.s.v., og generelt blande sig i deres forhold efter eget skøn
  • § 1, punkt 27: Sundhedsministeren kan gennemføre ekspropriation af privat ejendom, hvis han mener det skulle være tjenligt.

Det er nok ikke for meget sagt, at med denne lov har folketinget givet en enkelt minister større magt, end nogen har haft siden Ove Rodes dage, måske med undtagelse af Werner Best – og ingen af de to herrer mente, at de havde lov til at pumpe deres undergivne fulde af kemikalier.

Hvis vi nu tager det mindste punkt først, så er alt dette naturligvis grundlovsstridigt. Man kan diskutere om folketinget overhovedet kan fravige dagsordener i en sådan grad, at en love går fra første behandling til vedtagelse på en enkelt eftermiddag. Derudover indeholder loven eklatante brud på forsamlingsfriheden, ejendomsretten og den personlige frihed. Det kan undre en, at de ikke indførte censur når nu de var i gang, men eftersom pressen for hovedparten er statsejet og den private i den grad underdanig overfor staten, har man nok ikke ment, at det var nødvendigt. Nu er Grundloven jo til at begynde med ikke det papir værd, den er skrevet på, og den er alligevel blevet undergravet og sat ud af kraft utallige gange før nu, så man kan jo mene, at et enkelt grundlovsbrud fra eller til ikke gør nogen forskel. Det er selvfølgelig rigtigt: den eneste grund til at fremdrage det forfatningsmæssige aspekt her er, at samtlige folketingsmedlemmer har svoret og skrevet under på, at de vil overholde Grundloven. Vi må derfor nu tørt konstatere, at de alle som en har brudt deres ord, de har groft svigtet den tillid, de i hvert fald påstår, folket har vist dem, og dette alene burde gøre dem uværdige til nogensinde igen at beklæde så meget som posten som sekretær i deres lokale frimærkeklub.

Langt mere alvorligt er de store moralske onder, der følger af denne lov. Den private ejendomsret er det mindste af dem, selvom mulige brud på den er alvorligt nok i sig selv. Langt væsentligere er de overgreb mod den personlige frihed, der nu kan sættes i værk på endog meget spinkelt grundlag. Når bare en læge eller sygeplejerske (sundhedsministerens magt vil naturligvis blive delegeret til disse håndlangere) formoder, at det er muligt, at en person kunne være smittet med en “alment farlig sygdom”, kan de kidnappe ham og behandle ham mod hans vilje. Dette er naturligvis i strid med al gængs etik på området og med ret og moral i al almindelighed. Det plejede at være lov i landet, at en patient havde ret til informeret samtykke: lægen skulle oplyse om, hvad han ville gøre, hvilke konsekvenser og mulige bivirkninger det ville have o.s.v., og lægen skulle så acceptere patientens ret til at afvise den foreslåede behandling. Vi kan måske lidt galgenhumoristisk sige, at patienten – nu reelt lægens fange efter de nye regler – stadig har ret til information, selvom han ikke kan sige nej tak til behandlingen. Jeg tvivler dog lidt på, at læger eller sygeplejersker vil ulejlige sig med at holde deres ofre informeret.

Det samme brud på ret og moral gælder tvangsvaccination. Umiddelbart kan jeg ikke se, om tanken bag mon er tvungen influenzavaccine til de ældre eller tvangsvaccination af børn. Muligvis begge dele. Det er klart, at det samme gælder for vaccination som for andre behandlinger: patienten har ret til at vide, hvad der sker, og til at sige fra. Denne ret er ikke givet af staten eller samfundet, den er iboende i menneskets natur, heraf udtrykket naturlige rettigheder. Når det gælder børn, er de, indtil de opnår fornuftens fuld brug, ikke i stand til selv at forstå og samtykke til vaccinationer eller andre behandlinger. De er under deres forældres eller værges myndighed, og disse har derfor retten til informeret samtykke på børnenes vegne. Det er netop fordi, nogle forældre ikke er overbevist om det gavnlige i vaccinationer, at de vælger ikke at vaccinere deres børn. Det er ikke min hensigt her at sige, om dette er den bedste handlemåde, men blot at påpege, at forældrene er i deres gode ret til at gøre det. Derfor er det ekstremt umoralsk at tilsidesætte forældrenes myndighed, hvad enten det nu er lovligt eller ej.

De borgerliges svigt

Som sagt var det et enigt folketing, der vedtog de ny magtbeføjelser. De borgerlige har dermed vist, at de ikke for alvor opponerer mod den socialdemokratiske totalitarisme: når det kommer til stykket, søger de selv tilflugt i statens favntag og svigter deres principper. Dette til trods for, at en sand liberalisme netop må stå fast på principper, især når det er svært og upopulært. Hayek beskrev nødvendigheden af principper fint, da han i Law, Legislation and Liberty bind 1 skriver:

That freedom can be preserved only if it is treated as a supreme principle which must not be sacrificed for particular advantages was fully understood by the leading liberal thinkers of the nineteenth century, one of whom even described liberalism as ‘the system of principles’. (Constant) Such is the chief burden of their warnings concerning ‘What is seen and what is not seen in political economy’ (Bastiat) and about the ‘pragmatism that contrary to the intentions of its representatives inexorably leads to socialism.’ (Menger) (s. 57)

Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance erklærede for et par år siden, at der var en idekrise blandt de borgerlige partier. Det tror jeg gerne, men mere grundlæggende er den princip-krise, de påståede liberale befinder sig i: blot en virus muterer lidt og socialisterne ved magten kræver total, uindskrænket magt, så bøjer Vanopslagh og hans parti sig, sammen med de øvrige borgerlige. At de så hælder vand ud af ørene bagefter om at sikre erhvervslivet gør det ikke bedre – den slags kunne man forvente fra venstrefolk, ikke fra folk, der angiveligt vil udfordre den herskende socialdemokratisme. De forstår åbenbart ikke, at de ved at stemme for en sådan lov ofrer ethvert liberalt princip og dermed viser, at de i virkeligheden ikke mener det så alvorligt: når det for alvor brænder på, så fraskriver de sig ethvert ansvar og tyr til den almægtige stat. Jeg må erklære mig enig med Uffe, når han på sin blog skriver, at de politiske partier udgør en samlet herskende klasse: de bruger krisen – reel eller opdigtet – til at rage mere magt til sig, de “bruger alle demagogiske propagandakneb for at fravriste borgerne deres rettigheder og tage kontrollen med økonomien.” Vi må nu indse, at de kære politikere alle som en er tilhænger af den samme ideologi, fra Enhedslisten til Nye Borgerlige: totalitær socialisme (ja, ja, det er en pleonasme, det ved jeg godt.)

Konklusion

Nogle vil nok sige, at alt det er meget fint, men når det virkelig gælder, så må vi se stort på individets rettigheder til fordel for det fælles bedste. Dette er i essensen den velkendte tanke: Gemeinnutz geht vor Eigennutz, som desværre er mere udbredt, end man havde kunnet håbe. I første omgang kan jeg kun sige, at det plejede at være en alment accepteret etisk grundsætning, at man ikke må “gøre det onde, for at det gode kan komme deraf”. Selv hvis en almægtig regering kunne gennemføre tiltag, der nok krænkede folks rettigheder og i sig selv var umoralske, men dog opnåede det ønskede mål, måtte jeg protestere mod den. Gode intentioner er ikke nok til at retfærdiggøre en handling, når midlet man bruger, er forkasteligt: en sådan handling kan slet ikke retfærdiggøres.

Dog frygter jeg, at de færreste er overbeviste af dette argument, og jeg vil derfor forsøge at analysere, hvilke konsekvenser de virkemidler, der er nævnt i loven, vil have. Er det muligt at sikre et velfungerende samfund ad den vej, som de totalitære socialister påstår? Det vil jeg se på i det næste indlæg.

Dette indlæg blev udgivet i Diverse, Rettigheder & etik og tagget , . Bogmærk permalinket.

1 Response to Coronavirus og den totalitære fristelse

  1. Pingback: Kampen mod coronavirus – stat eller frihed? | Østrigske Observationer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.